Regionsgeneralforsamlingen 20. maj 2006
Tillidsfolk fra Skanderborg, Silkeborg, Herning, Holstebro og Skive mødtes lørdag den 20. maj 2006 til regionsgeneralforsamlingen ved et møde i Silkeborg.
Fra mødets drøftelser bemærkes følgende:
Situationen omkring kommunesammenlægningen og boligreguleringsloven blev drøftet. Indtil nu er det kun i Herning vi møder en massiv negativ mur i forhold til seriøse argumenter omkring boligreguleringen. På den positive side bør det dog nævnes, at den nye Herning Kommune vil indføre en Boligkommission.
Boligkommissioner og boligregulering kan tilsammen være effektive redskaber f.eks. i forhold til misholdte huse på landet. Vi kan medtage dem begge i udformningen af en landdistriktspolitik.
En sådan har været nævnt i forhold til Viborg Kommune, hvor en række tidligere uregulerede landkommuner nu kan forvente reguleringen indført sammen med den nye Viborg Kommune. Mere interessant er måske Mors og Thy, hvor der er hårdt brug for en mere aktiv landdistriktspolitik, der slår ned på den dårligste del af boligmassen.
Vi glædedes over, at vi i f. m. arbejdet omkring kommunesammenlægningen har et samarbejde med en statskundskabsstuderende ved Århus Universitet, Ole Sellmer Sørensen. Det blev også nævnt som positivt, at to af vores erfarne huslejenævnsmedlemmer fra yderområderne på Djursland og i Thy, har været inddraget i sagen.
Fra Herning glædedes over, at lejerne på Porshøj har nedstemt forslaget om at udtage afdelingen til at indgå i særordningen om slag af almene boliger - en anden og langt mindre afdeling i Slagelsegade i Herning har stemt modsat.
Det var glædeligt, at der fra Ringkøbing Amt blev berettet positivt på, at tillidsfolk fra Herning nu fungerer som lægdommere ved retten i Holstebro, mens Holstebrofolk omvendt fungerer som lægdommere i Herning. Det er en meget positiv brug af erfarne kræfter – uden at disse bringes i en situation, hvor der er habilitetsproblemer. Opstår der nye husleje- eller beboerklagenævnsgrænser i f. m. kommunesammenlægningen kan vi med fordel tænke på samme vis.
Et ønske om en mere udadvendt information i form af målrettede pjecer til f.eks. større byggerier, en tydeligere fremtræden på Internettet og behovet om større fællesskab i aktiviteterne i regionen drøftedes. Udnyttes det sidste optimalt bør det være muligt at opnår en klar vækst i medlemstallet, der kan konsolidere driften og medlemsservicen yderligere.
Et er sikkert, der er ikke grund til at spilde tiden på at starte alting forfra, hvis vi forstår at bruge de fælles kræfter på bedste vis. Vi skal på kryds og tværs forstå at bruge hinanden til det, som vi hver især er gode til.
I regionsbestyrelsen fratrådte Herning formanden Jytte Jørgensen, som fylder 70 år om få dage. I hendes sted indtræder Marius Kristensen ligeledes fra Herning.
<< Home